Nær Glenfinnan Nær Moray Nær Fort
Augustus
I Skotland findes noget for enhver,
fra lavlandets næsten poetiske skønhed til højlandets barske og vilde
natur. Der er gode shopping muligheder i de større byer, er man til golf
er Skotland et eldorado, der ligger baner overalt. Er man til jagt og
fiskeri, er der også rigtig gode muligheder. Er man mere kulturel
anlagt, findes der et stort antal slotte og herregårde, der på glimrende
vis beskriver Skotlands historie. De fleste er åbne for offentligheden,
da man i Skotland har samme problem som herhjemme - arveafgift og
vedligeholdelsesomkostninger.
Blair Castle og sækkepiberen der spiller dagligt
Det er højlandet med den lidt
barske natur, der er min
favorit. Jeg ved ikke, om det har noget at gøre med, at Danmark er flad,
men bjergene er fantastiske.
Derudover er skotterne også et herligt folkefærd, de har varme, er
utroligt gæstfrie, og de har en humor, der ligger ganske tæt på den
vestjyske, hvilket passer en inkarneret Vestjyde fint.
Så må man endelig ikke glemme, at de er ret gode til at fremstille øl
og ikke mindst og mest vigtigt WHISKY (som jeg ikke kan lade være med at samle på, for
når jeg har besøgt et destilleri, bliver jeg næsten nødt til at have en
flaske med hjem, men i det mindste er det da en souvenir, der kan bruges
til noget - i et stykke tid).
På vej mod Mallaig fra Fort William
Når jeg besøger Skotland, kan jeg forene flere interesser: naturen,
fotografering, whisky og glæden ved at opleve noget nyt.
Skotland har som nævnt bjerge, de
er ikke fantastisk høje, til gengæld er der mange af dem. På et
tidspunkt var der i Skotland en debat om, hvor mange toppe der egentlig
var over 3000 fod (~ 914 meter) og mange gættede på omkring et halvt
hundrede stykker. Sir Hugh Thomas Munro, medstifter af Scottish
Mountaineering Club i 1889, besluttede sig for at finde ud af, hvor
mange der egentlig var. Det gjorde han i 1891, og resultatet var
overraskende for alle, da det viste sig, at der var 278.
Alle bjerge over 3000 fod (~ 914
meter) er siden blevet kaldt en Munro. Der findes i dag 284 Munros i
Skotland, og A. E. Robinson besteg som den første dem alle. Han brugte
10 år på bedriften, der blev fuldført i 1901. Der findes en del, som
prøver at gøre ham kunsten efter, og som "samler" på Munros.
Nogle af bjergene kræver erfaring som
bjergbestiger, mens andre kan bestiges af alle, hvis man bare er i
nogenlunde form.
Grunden til at antallet af toppe
varierer er, at man for det første har fået bedre udstyr til
højdemålingen, og at man af og til ikke er enige om, hvad der er en top.
Men som nævnt ovenfor, så er det officielle tal i dag 284 hvis du skulle
få lyst.
Jeg besteg min første og til dato
eneste Munro i 1994 - Mount Keen i bunden af Glen Mark ikke så
forfærdeligt langt fra Brechin. Mount Keen er en af de nemme Munros at
bestige (3080 fod ~ 939 meter).
Oplevelsen var fantastisk, og der
var koldt på toppen, som man siger, men udsigten er utrolig flot og helt
bestemt besværet værd. Jeg glemmer f.eks. aldrig, at jeg stod og kiggede
ned på et Tornado jagerfly, der kom gennem dalen på øvelse i lav
flyvning.
Fra toppen af Mount
Keen.
I den forbindelse
boede jeg på et aldeles pragtfuldt Bed & Breakfast der hed "House of Mark Guesthouse".
Stedet ligger i bunden af Glen Esk, lige hvor den går over i Glen
Mark. Her har jeg boet halvdelen af de gange, jeg har været i Skotland.
Det er en gammel og utrolig
stemningsfuld præstegård fra 1803, hvor man ikke bare kunne få B&B, men
også fuld pension, en rigtig god oplevelse.
House of Mark
Maden, der
var hjemmelavet, var de bedste restauranter
værdig, og når man dertil ligger omgivelserne og værtinden, Bea
Rawlinson, ja så får restauranterne baghjul, så det batter.
Jeg kan i flæng nævne nogle af
delikatesser, jeg har sat tænderne i; kanin, hare, laks, fasan,
kronhjort, okse, lam og vildand - der alle havde været beboere i dalen.
Hvis man er den type, der ser efter, hvor mange stjerner sådan nogle
steder har, så er de oftest givet ud fra omfanget af faciliteter.
Skal jeg give stjerner, bliver det ud fra helhedsindtrykket,
og det er
selvfølgelig subjektivt, og kan ikke sættes ind i et skema, men her får
House of Mark helt bestemt
5 stjerner ud af 5.
Det er til dato det bedste sted, jeg endnu har boet i
Skotland.
Er man vild med at trave, er stedet
her perfekt for alle aldersgrupper, da der er gode muligheder både for
de, der bare ønsker en almindelig tur, og de der ønsker lidt mere f.eks.
at bestige en Munro, da Mount Keen ligger lige rundt om hjørnet fra
House of Mark.
The
House of Mark kan desværre ikke længere tilbyde B&B, da stedet har
skiftet ejer.
Billederne herover er fra en tur ind i bunden af Glen Mark over et
bjergpas (der ikke er ret højt) og ind i nabodalen Glen Lee. Vandfaldet
kommer på vej op over passet. Billede 2 er udsigten fra passet og ned
over Loch Lee. Turen kan gøres på 4-6 timer alt efter formen, og hvor
travlt man har.
Ikke langt fra House of Mark, ligger en lille kilde som Dronning
Victoria engang besøgte. Der er rejst et lille monument over kilden, og
der er indsat en sten med en inskription angående begivenheden.
|