Scuderia Ferrari blev grundlagt i 1929 af Enzo Ferrari. I begyndelsen opbyggede han racerbiler for andre, men i 1939 startede han sin produktion under eget navn.

Enzo Ferrari blev født i 1898 i det nordlige Italien i Modena ca. 35 km fra Bologna. Enzo Ferraris far havde et lille smedeværksted, og han ønskede, at sønnen ville blive ingeniør, men Enzo ville hellere være journalist. Det var lige indtil den dag, hans far tog ham med til et racerløb i Bologna, herefter var der ingen tvivl for Enzo – han ville være racerkører.

Beslutningen om at ville være racerkører blev gjort meget besværlig, især da hans far og storebror døde med få måneders mellemrum i 1916 og 1917. 1. Verdenskrig kom også i vejen, Ferrari blev indkaldt til den italienske hær, hvor han gjorde tjeneste som smed. Men hans helbred var meget skrøbeligt, så han tilbragte næsten lige så meget tid på diverse militærhospitaler som på at være soldat, så han blev fritaget for tjeneste i 1918.

Efter krigen forsøgte han at få arbejde hos Fiat, men blev afvist. Han fik derefter arbejde hos et lille ingeniørfirma i Torino. Firmaet ombyggede militærbiler til civilt brug. Ferrari skulle fragte bilerne til Milano, hvor de blev udstyret med et nyt karrosseri, hvorefter Ferrari kørte dem tilbage igen. I Milano mødte han Ugo Sivocci, der var racerkører, og Sivocci fik ham ind i sit firma som andenkører, og Ferrari var nu endelig blevet racerkører. Han debuterede i 1919 med en 9. plads i bjergløbet Parma Poggio de Berceta.

I 1920 skiftede han til Alfa, et bedre hold, hvor hans placeringer blev tilsvarende bedre, men hans svage helbred gjorde, at han aldrig blev den store racerkører. Til gengæld havde man hos Alfa opdaget, at Ferrari havde gode organisatoriske evner, så han blev ansat som holdleder for fabriksholdet i 1923.

Efter at have vundet en fremragende sejr på Ravenna modtog Ferrari i 1923 våbenskjoldet med den stejlende hingst, der havde tilhørt den italienske frihedskæmper Francesco Baracca, der blev dræbt i slutningen af 1. verdenskrig.

Efter at have modtaget denne ære blev alle biler der var bygget eller klargjort af Ferrari herefter udsmykket med den stejlende hingst. Derfor kan man også se mærket på nogle af Alfa's biler fra den tid.

Med Ferrari som holdchef blev Alfa det mest succesfulde italienske racerteam, og det tiltrak selvfølgelig en mængde talentfulde mennesker. Blandt andet fik Ferrari fat i to virkelig dygtige mennesker: konstruktøren Luigi Bazzi og designeren Vittorio Jano der begge blev hentet fra Fiat.

Ved hjælp af kontakter fra sin tid som kører fik Ferrari i 1929 samlet midler sammen til at starte sit Scuderia Ferrari, i første omgang var Scuderiaet en sportsafdeling hovedsageligt for Alfa. Alfa fik økonomiske problemer i 30’erne  og trak sig officielt ud af motorsport, men Scuderia Ferrari blev Alfa's uofficielle fabriksteam.

Scuderia Ferrari formåede at blive endnu mere succesfuld, end Alfa selv havde været. Ferrari var dominerende på alverdens racerbaner, indtil Mercedes og Auto Union (Audi) debuterede. Med en enorm støtte fra Nazi-tyskland var disse mærker nærmest uovervindelige, selv for Ferrari i tiden op til 2. Verdenskrig.

Økonomisk gik det nu bedre for Alfa, og i 1938 startede de igen et fabrikshold op, og Ferrari blev igen chef for holdet, men tolerance havde aldrig været Ferraris kendetegn. Hos Alfa kunne han ikke selv vælge sine medarbejdere, og i den spanskfødte konstruktør Wilfredo Richardt havde Ferrari mødt sin ligemand, hvad arrogance angik.

De to mænd stod til sidst så stejlt over for hinanden, at det måtte gå galt. Kun ét år efter oprettelsen af det nye fabriksteam forlod Ferrari i 1939 Alfa med et gyldent håndtryk og med den klausul, at han i de næste fire år ikke måtte oprette sit eget racerteam. Alfa var udmærket klar over, hvad Ferrari var i stand til at præstere.

Men Ferrari havde tilsyneladende en kort hukommelse, for allerede i 1940 oprettede han et konsulentfirma med navnet Auto Avio Construzione i hjembyen Modena.

Som sagt var Ferraris hukommelse ikke den bedste, så han byggede to små racerbiler baseret på Fiat biler. Bilerne blev ikke navngivet, hverken med Ferraris eller Auto Avio Construziones navn, de fik i stedet betegnelsen 815, et tal der stod for antallet af cylindre og slagvolumen. En navngivning der er blevet en tradition hos Ferrari.

2. Verdenskrig satte en stopper for bilproduktionen, og da krigen var ovre i 1945, var Ferrari løst fra de klausuler, Alfa havde pålagt ham.

Ferrari ville deltage i racerløb, og bilerne skulle have V12 motor, men han var først klar med en racerbil til det italienske Grand Prix i 1948.

I starten gik det langsomt, men Ferrari arbejdede sig stædig og sikkert op i eliten. I 1952 tog Ferrari således de fem første pladser ved Monacos Grand Prix med Ferrari 225 S.

I 1952-53 indledte Ferrari sit samarbejde med designbureauet Pininfarina. Pininfarinas design af Ferraris biler var så godt, at samarbejdet har varet ved lige siden. De fleste af Ferraris biler siden den tid, er designet af Pininfarina, og man må vel nok sige, at de har gjort deres arbejde rigtig godt.

For at kunne klare den øgede efterspørgsel, samt for at kunne overkomme de øgede udgifter til udvikling af nye racerbiler og især efter involveringen i Formel 1, solgte Enzo Ferrari i 1969 50% af sine aktier til Fiat fabrikkerne, lidt ironisk når man tænker på, at Fiat ikke ville ansætte Ferrari i sin tid. Den 13. november 1969 blev firmaet omdøbt til Ferrari S.p.A. Esercizio Fabricche Automobili e Corse.

Enzo Ferrari var dog stadig og indtil sin død i 1988, den der helt og holdent bestemte hos Ferrari.

Få har som Enzo Ferrari betydet så meget for bilverdenen. Han formåede at præge udviklingen gennem 65 år. Først som ansvarlig for Alfas fabriksteam og siden hen som chef for sit eget succesfulde foretagende. Han gjorde Ferrari til den, de andre ville ligne eller slå. Scuderia Ferrari blev den målestok, de andre blev målt og vejet efter.

I 1988, efter Enzo Ferraris død solgte familien yderligere 40% til Fiat fabrikkerne, så Fiats andel i dag er på 90%, og Ferrari familien ejer de sidste 10%.

Selv om Enzo Ferrari ikke længere sidder bag roret, så arbejder firmaet stadig i hans ånd, de fremstiller de ypperste sportsvogne til gadebrug og de hurtigste Formel 1 biler. Selv når Ferrari har et dårligt år på Formel 1 banerne, ligger de i top 3, en bemærkelsesværdig præstation.

For os Ferrari fans er det jo så ekstra glædeligt, at Ferrari her de sidste år ikke bare har haft de bedste biler men også de bedste kørere, så de befinder sig deroppe, hvor de hører hjemme – øverst på sejrsskammelen.

I midten af 2002 solgte Ferrari (FIAT) 35% af sine aktier til den italienske bank Mediobanca i et forsøg på at rejse kapital så firmaet kan opretholde dominansen i Formel 1 og blive ved med at udvikle nye sportsvogne.

Mine tre personlige favoritter er: 

Ferrari 250 GT Berlinetta Lusso (1962-64).

Ferrari F50 (1995).

Ferrari 550 Maranello (2000-2002).